Kraftig tysk advarsel mod øget dansk grænsekontrol

Flere politikere i Slesvig-Holsten kritiserer Danmark for reelt at indføre permanent grænsekontrol.

Med finansloven skruer regeringen og Dansk Folkeparti op for den midlertidige grænsekontrol ved den dansk-tyske grænse. Og det vækker ikke just begejstring syd for grænsen.

Der etableres kontrolbokse ved grænseovergangene i Frøslev, Padborg, Krusaa, Rødby Havn og Gedser samt overdækning af kontrolområderne i Rødby Havn. 

Det er det samme som at indføre permanent grænsekontrol, og det er i strid med EU's lovgivning om fri bevægelse hen over de europæiske grænser, lyder kritikken.

Blandt kritikerne er Flensborgs overborgmester, Simone Lange, skriver Flensborg Avis.

Kritikken er ikke ny, men med det nye tiltag i finanslovsaftalen er Danmark ifølge Simone Lange gået et skridt videre i den forkerte retning.

- Vi havde håbet, at Danmark ville skrue ned for kontrollen. I stedet ser vi nu, at indsatsen øges. Det er endnu et skridt tilbage til gamle tider, og det beklager vi meget. 

- Der kan ikke længere være tale om en midlertidig grænsekontrol, siger Simone Lange til Flensborg Avis.

Hun kan ikke se noget fagligt argument for at øge indsatsen ved grænsen.

- Flygtningebevægelserne og statistikkerne over kriminaliteten giver ingen anledning til at indføre permanent grænsekontrol. 

- Og hvis man så endelig føler behov for at øge sikkerheden ved grænsen, så ville det give langt mere mening at investere i politisamarbejdet hen over grænsen. Det ville give langt mere, siger hun til Flensborg Avis.

Overborgmesteren står ikke alene med kritikken. I et interview med shz-aviserne i Slesvig-Holsten siger delstatens trafikminister, Bernd Buchholz, at Danmark i praksis indfører permanent grænsekontrol.

Han mener også, at det er i strid med EU-lovgivningen.