På grund af øget coronasmitte skal soldater ikke længere hjælpe med grænsekontrol

Soldaterne i grænsekontrollen skal hjælpe med at vaccinere mod covid-19.

Syd- og Sønderjyllands Politi skal midlertidigt undvære soldaters hjælp ved grænsekontrollen mellem Danmark og Tyskland. Årsagen er, at soldaterne nu skal hjælpe med vaccinationsopgaverne i regionernes vaccinationscentre.

Forsvaret har over en længere periode hjulpet med grænsekontrollen og bevogtningen af grænsen, men fra i morgen, tirsdag kl. 07, er det slut. Soldaternes opgaver overtages i første omgang af politikadetter og polititjenestemænd fra politikredsen.

- Den ekstra opgave vil selvfølgelig påvirke vores arbejde. Men da der forventes at være tale om en kortere periode, kan vi midlertidigt omprioritere nogle opgaver og indsatser og dermed løse opgaverne i forbindelse med grænsekontrollen. Vi bestræber os på, at borgerne kommer til at mærke de midlertidige justeringer mindst muligt, siger politiinspektør Brian Fussing fra Udlændingekontrolafdeling Vest ved Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse

Der vil fortsat være stikprøvevis indrejsekontrol døgnet rundt ved de tre store østlige grænseovergange i Padborg, Kruså og Frøslev og ved de øvrige godkendte grænseovergange samt i togene.

Hjemmeværnet vil stadig være med til grænsekontrollen.