Amatørarkæolog: Ja til findeløn – men vi er ikke skattejægere

Antallet af arkæologiske fund, og dermed også udbetalingerne af findeløn, er eksploderet herhjemme. Men amatørarkæologerne gør det ikke for pengene.

Det store guldfund ved Fæsted har skabt opsigt og vakt genlyd over hele landet. Fundene kommer efter år, hvor antallet af lignende fund er eksploderet herhjemme.

I 2013 fik Nationalmuseet indleveret 5.556 genstande til danefævurdering. Det tal var i 2015 steget markant til 9.756 genstande. I samme periode, fra 2013 til 2015, steg udbetalingerne til danefægodtgørelse fra 1,2 millioner kroner til 4,2 millioner kroner.

Men selvom der er gode penge i at finde danefæ, så er det ikke det, der driver amatørerne i Fæsted.

quote

De fleste udbetalinger af findeløn ligger mellem 100 og 1.000 kroner.

Mette Søvsø, museumsinspektør, Sydvestjyske Museer

- Vi tager helt sikkert imod den, og takker stort. Nogen tænker, at vi har gjort os fortjent til den, siger amatørarkæolog Marie Aagaard Larsen til TV SYD.

Hun var med til at finde det store guldfund ved Fæsted. Men det er interessen, der driver hende ud på markerne.

- Det er ikke derfor vi er i det. Vi ser ikke os selv som skattejægere, hverken før eller efter det store fund. Men det er fantastisk at ramme en vikingeguldskat. Så bliver det ikke større. Men vi er amatørarkæologer. Vi er i det for at samle viden og historie, forklarer Marie Aagaard Larsen. 

Amatørarkæologer leder ikke efter guld for pengenes skyld. Marie Aagaard Larsen gør det for den friske luft - og for at samle viden og historie.
Amatørarkæologer leder ikke efter guld for pengenes skyld. Marie Aagaard Larsen gør det for den friske luft - og for at samle viden og historie.

Det er heller ikke nødvendigvis en god forretning, hvis man som amatørarkæolog er i det for pengenes skyld.

- Der findes ingen præcise regler for findeløn. Det er en kombination af mange ting – f.eks. værdien af råmaterialet og sjældenheden, siger museumsinspektør på Sydvestjyske Museer, Mette Søvsø, til TV SYD.

quote

Vi tager helt sikkert imod den, og takker stort. Men det er ikke derfor vi er i det. Vi ser ikke os selv som skattejægere.

Marie Aagaard Larsen, amatørarkæolog, Gram

Så tålmodighed og interesse er det vigtigste for amatørarkæologerne.

- De fleste udbetalinger af findeløn ligger mellem 100 og 1.000 kroner. Samtidig er der så mange sager, så det tager flere år, før pengene bliver udbetalt, slutter Mette Søvsø. 

Dagens høst for Marie Aagaard Larsen: En håndfuld rustne søm og nagler – og de er formodentlig ikke engang gamle!