Skandinaviens største vikingeskat ser dagens lys på Sønderskov Museum

Guldringe, guldarmbånd og guldvedhæng. Museet på Sønderskov udstiller kortvarigt guldskatten fra Fæsted, inden den sendes til Nationalmuseet.

Det var ikke så få guldsmykker, der blev fundet på en mark ved Fæsted i juni og december sidste år. Guldfundets størrelse og kvalitet vakte stor begejstring blandt guldgravere og arkæologer, for det viste sig at være nogle af de bedst bevarede smykker, der er fundet fra vikingetiden i Skandinavien. 

Nu er guldfundet vasket fri fra jord og gjort skinnende rent. Klar til udstilling. Og det bliver de fra 19. -22. januar hos Museet på Sønderskov. 

- Man kommer til at se den sidste del af guldskatten fra fundet i december. Der er cirka 30 stykker guld. Så det glæder vi os til at vise frem, siger museumsleder, Bo Ejstrud, til TV SYD. 

Museet ville ønske , de kunne beholde og udstille guldskatten i længere tid, men et så stort og unikt fund hører hjemme på Nationalmuseet i København.

- Guldet skal afsted til København umiddelbart efter udstillingen, så det her er den eneste chance for at se guldet i nærheden af, hvor det er fundet, siger Bo Ejstrud til TV SYD. 

For at sikre, at så mange som muligt kan komme til at se de unikke fund, arrangerer museets personale en ekstraordinær åbning, sådan at museet er åbent hver dag kl. 10.00-20.00 i de fire udstillingsdage.

Museet på Sønderskov har planlagt yderligere undersøgelser på lokaliteten, hvor foreløbige udgravninger har vist spor efter en boplads fra vikingetiden. Arbejdet med pladsen fortsætter derfor lokalt, og museet forventer yderligere fund fra pladsen, dog næppe helt så spektakulære som den unikke guldskat.

Gense opgravningen af de mange guldstykker på en mark ved Fæsted.