134 pas stjålet fra rådhus

134 pas er i weekenden blevet stjålet på Haderslev Rådhus.

De stjålne pas var låst inde i et godkendt skab, hvor kommunen normalt opbevarer nye pas, indtil borgerne henter dem.

Haderslev Kommune er i gang med at orientere berørte borgere. Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse.

- Politiet er i gang med efterforskningen, og derfor kan vi på nuværende tidspunkt ikke sige meget om, hvad der er sket. Men vi ved, at 134 pas er blevet stjålet. Det er meget alvorligt, og vi er i gang med at kontakte alle berørte borgere, siger Anne-Mette Faurholm Michelsen, der er chef for Borgerservice, IT og Digitalisering i Haderslev Kommune.

Syd- og Sønderjyllands Politi vurderer, at de fleste stjålne pas bliver brugt til ulovlig ind- og udrejse af Danmark eller andre lande. De stjålne pas udgør dog også en risiko for, at berørte borgere kan opleve identitetstyveri.
Haderslev Kommune er i gang med ringe til alle, som er berørt, og sender dem også en vejledning i, hvad de skal være opmærksomme på for at undgå identitetstyveri.

Nye pas på vej

Kommunen går derefter i gang med at lave nye pas til borgerne som erstatning for de stjålne.
- Som udgangspunkt genudsteder vi alle pas, uden at borgerne skal forbi rådhuset igen - naturligvis uden beregning. Der kan dog være enkelte tilfælde, hvor vi er nødt til at bede borgeren om at komme forbi rådhuset igen, siger Anne-Mette Faurholm Michelsen.
Haderslev Kommune er også i gang med at gennemgå alle sikkerhedsforanstaltninger omkring opbevaring af pas for at undgå, at noget lignende sker i fremtiden.

Der kan være en risiko for, at de stjålne oplysninger bliver misbrugt af kriminelle, for eksempel til indhentning og ændring af data hos det offentlige, medicinordinering via telefon, overtagelse af borgerens identitet, bestilling af varer eller ydelser på kredit. 

Gode råd, hvis nogen misbruger dine oplysninger:

  • Anmeld misbruget til politiet
  • Kontakt aftaleparter og eventuelle kreditorer
  • Opret en kreditadvarsel (se mere på Borger.dk)
  • I visse tilfælde er der mulighed for at få et nyt personnummer

Kilde: Syd- og Sønderjyllands Politi