2.000 fisk sluppet fri

2.000 pighvar blev onsdag sat ud i Lillebælt fra stranden i Diernæs syd for Haderslev af fritidsfiskere.

De mange fisk på mellem seks og 10 centimeter skal bidrage til at styrke fiskebestanden i de indre danske farvande.

DTU Aqua står bag fiskeplejen i Danmark, men hidtil er der primært sat pighvarrer ud i Vejle Fjord, Århus Bugt, Øresund og ved Nordsjælland. Fiskeplejen betales af fiskekortene.

Pighvarrerne skal helst være ret store, når de sættes ud. I takt med at de vokser, går de ned på stadig dybere vand. Det betyder, at deres chancer for at finde føde i form af småfisk forøges. En pighvar på ti centimeter kan dykke fem meter.

Helt unge pighvarrer skal slås med skrubber om føden i vandoverfladen.
Hvis der ikke er småfisk nok, spiser pighvarrer rejer og andre skaldyr, som er sværere at fordøje end fisk.

Pighvarrer opdrættes kommercielt i Danmark, så det er let at få fat i fisk til udsætning.

Pighvarrer bliver ofte i området, hvis de sættes ud i et egnet miljø.

Fisken er en eftertragtet spisefisk.