26-årig sigtet for drabsforsøg

En 26-årig mand fra Haderslev blev fredag i et lukket grundlovsforhør i Retten i Sønderborg, fængslet i 14 dage, og sigtet for drabsforsøg på sin ekskæreste.

Politiet mener, at manden natten til onsdag opsøgte sin 23-årige tidligere kæreste i Tønder i den hensigt at dræbe hende.

- Det er begrænset, hvad jeg kan fortælle om sagen, fordi manden ikke har ønsket at sige noget. Men en række omstændigheder peger på, at han opsøgte hende i den hensigt at dræbe hende, siger vicepolitiinspektør Bent Thuesen, Syd- og Sønderjyllands Politi.

Han ønsker således heller ikke at komme ind på, hvorfor politiet mener, at den 26-årige ville slå kæresten ihjel.

- Vi vil gerne konfrontere ham med vores oplysninger, før vi går frem i pressen med dem, siger vicepolitiinspektøren.

Kvinden kom lettere til skade ved overfaldet. Hun blev tilset af en læge.