30-årig vanvidsbilist idømt to års fængsel

En 30-årig mand fra Haderslev blev torsdag idømt to års fængsel for blandt andet vanvidsbilisme.

Torsdag blev en 30-årig mandlig bilist fra Haderslev idømt to års fængsel efter en større politijagt i foråret.

Tilbage i april forsøgte Syd- og Sønderjyllands Politi at stoppe den 30-årig mandlig bilist i Haderslev. Manden fortsatte i stedet med over 100 kilometer i timen gennem byen og gennem Hoptrup mod Genner.

I en 60 kilometer zone blev manden målt til over 130 kilometer i timen, kørte undervejs over for rødt lys og kom under jagten over i den modkørende vejbane. Under flugten fra politiet var bilisten tæt på at ramme flere medbilister.

Jagten endte, da bilisten blev bokset ind af tre politikøretøjer, som manden påkørte.

Den 30-årige mand viste sig at være påvirket af amfetamin, var frakendt førerretten og havde en ulovlig kniv i bilen. Efter en ransagning på mandens bopæl, fandt politiet 282 gram amfetamin.

Udover to års fængsel har manden mistet førerretten i 10 år, ligesom bilen, der er ejet af en anden person, blev konfiskeret.

Siden den 31. marts i år har politiet haft bemyndigelse til at beslaglægge køretøjer, hvis det indgår i vanvidskørsel, selvom køretøjet er eget af andre end føreren.

Det er retten, der beslutter om køretøjet skal konfiskeres.

Der er tale om vanvidskørsel under disse omstændigheder:

- Uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder

- Uagtsom forvoldelse af betydelig skade på nogens legeme eller helbred under særligt skærpende omstændigheder

- Særlig hensynsløs kørsel

- Kørsel med hastighedsoverskridelse på mere end 100 pct. ved kørsel over 100 km i timen

- Kørsel med en hastighed på 200 km i timen eller derover

- Spirituskørsel med en promille over 2,00.


Kilde: Transportministeriet