30-årig udsat for hjemmerøveri

En 30-årig mand fra Vojens blev torsdag morgen udsat for hjemmerøveri. Politiet mener, at offer og gerningsmænd kender hinanden.

En 30-årig mand i Vojens blev torsdag morgen udsat for hjemmerøveri, da han fik uventet besøg af to mænd. Det skriver jv.dk.

Ifølge politiet, så ser det ud til, at gerningsmænd og offer kommer i de samme miljøer.

Torsdag morgen klokken lidt i syv brød to mænd ind hos en 30-årig mand i et hus på Spurvevej i Vojens. Her truede røverne sig blandt andet til et større pengebeløb.

- Det tyder på, at gerningsmændene kender den forurettede, idet der er stjålet mange penge, som de må have vidst, at den forurettede lå inde med, siger Preben Westh fra Haderslev lokalpoliti til jv.dk.

De to gerningsmænd var begge var iført mørkt tøj og elefanthuer. De truede den 30-årige mand med en metalgenstand, som de slog ham med en enkelt gang så han fik en mindre flænge i panden. Det 30-årige offer fik stjålet et større pengebeløb, et digitalkamera, en mobiltelefon, en Verner Panton-lampe, en cykel og tre PH-lamper.

Politiets teknikere og politihunde har været på gerningsstedet for at finde spor, som kan hjælpe politiet til en opklaring af, hvem de to gerningsmænd er.

Begge gerningsmænd beskrives som muskuløse og dansktalende. Den ene beskrives som cirka 195 centimeter høj og vejer cirka 120 kilo, mens den anden beskrives som 190 centimeter høj.

Læs artiklen fra jv.dk her