3F har smidt gamle giftsager væk

Fredag meldte 3F ud, at de ikke havde styren-sager i deres arkiver. Men nu erkender de, at fagforeningen må tilbage til arkiverne. For 3F har faktisk ført flere sager for medlemmer om styren og kemi.

3F Kongedalen og 3f Vojens meldte fredag ud, at de ud af 164 sager ikke havde fundet én eneste sag om styren. Men Avisen.dk kan i dag dokumentere, at bekymrede medarbejdere fra LM Wind Power med alvorlige giftsymptomer har henvendt sig til deres lokale fagforening.

Og 3Fs lokalafdeling har ført sager for dem...

Ligger i Arbejdsskadestyrelsen

Avisen.dk dokumenterer bl.a. en sag, som tidligere sagsbehandler i 3F, Hardy Thorup, har anmeldt til Arbejdsskadestyrelsen på vegne af et sygdomsramt medlem. Sagen ligger i dag i styrelsen - og Hardy Thorups navn står på den.

Kommer bag på mig

Formand i 3F Kongedalen, Egon Nissen, har tidligere afvist, at afdelingen har sendt sager om kemi til Arbejdsskadestyrelsen.

- Det kommer bag på mig, for vi har ikke kunnet finde sagerne i arkivet, siger Egon Nissen til avisen.dk. Hardy Thorup gemte alle papirer. Det undrer mig, hvor fanden de sager er blevet af.

Tilbage til arkivet

- Hvis Avisen.dk har fundet en sag, så må vi gå gennem vores arkiver igen. Vi har 150 gamle sager, og 14 aktive sager, vi stadig fører. Vi vil nu tage kontakt til hovedforbundet, der måske kan hjælpe med en aktindsigt til Arbejdsskadestyrelsen.

TV SYD har massivt påvist problemerne på LM Wind Power. Ca. 80 tidligere ansatte hos LM Wind Power har henvendt sig til de seks lokalafdelinger af 3F de sidste uger. 3F vil nu føre deres sager videre til Arbejdsskadestyrelsen.