46-årig skater vil have børn væk fra skærme og karakterræs

46-årige Morten Burgdorf Bennetsen leder StreetDome, hvor mange skolebørn lærer at skate. Han vil have meget mere motion ind i børnenes liv.

Som otteårig hoppede Morten Bennetsen op på et skateboard, og han er aldrig stået af igen. Året var 1987, og Beastie Boys, Run-DMC og Grandmaster Flash bragede ud af ghettoblasteren. Landsbyen Alslev blev til Harlem, og gaden blev til street.  

- Jeg gik i Fætter BR med min mor og købte et skateboard. Det var virkelig en dille i 1987, og jeg var draget af alt, der var amerikansk. Vi var mange drenge, en hel flok, som havde det sjovt sammen, og jeg kunne bare ikke stoppe, fortæller Morten Burgdorf Bennetsen. 

Morten Burgdorf Bennetsen vil have børn væk fra de skærme, som røver deres tid, i det mindste noget af tiden.
Morten Burgdorf Bennetsen vil have børn væk fra de skærme, som røver deres tid, i det mindste noget af tiden.
Foto: Michael Nielsen, TV SYD

Væk fra skærm og skole

Nu er han 46 år og daglig leder af arenaen StreetDome på Haderslev Havn. En arena med plads til rulleskøjter, løbehjul, klatrere, skatere og drømmere. Her kommer sønderjyske skoleklasser for at lære at skate. Hver uge, ikke kun her i Danmarks Motionsuge hvor hele landet fejrer bevægelse og fællesskaber. 

quote

Det handler om at holde balancen, og det handler om mod og dedikation

Morten Bennetsen, leder af StreetDome

- De får en masse megagode værdier, som er sunde for alle børn og unge også uden for banen. Det handler om at holde balancen, og det handler om mod og dedikation. De lærer at række ud, at turde tale med andre. Og de kommer væk fra alle skærmene og det pres, unge føler for at få høje karakterer og vælge den rigtige uddannelse, siger Morten Burgdorf Bennetsen. 

Ryger på røven

Alslev syd for Varde var hyggelig, men ikke hip, så i år 2000 flyttede han til København for at finde andre skatere og fine parker. 

Her blev han en del af et særligt fællesskab. Udefra kan det ligne anarki, men selv om skateboards er street med plads til alle og højt til himlen, så er der rammer - og uskrevne regler.  

quote

Man håner aldrig andre, man hepper på hinanden.

Morten Bennetsen, leder af StreetDome

- Man er jo meget eksponeret, når man står på skateboard, for man risikerer at ryge på røven. Så man håner aldrig andre, man hepper på hinanden. En dygtig skateboarder skal tage godt imod nybegyndere og lære dem, hvordan man holder balancen og undgår at køre i vejen for andre. Og hvis en nybegynder laver sin første ollie, så roser man, siger Morten Burgdorf Bennetsen.

Et bræt og fire hjul. Mere skal der ikke til.
Et bræt og fire hjul. Mere skal der ikke til.

Glad i låget

Så legebarnet er stadig derinde, under kasketten og det lange uregerlige hår. Det drengede drive og lysten til at filme sine tricks og lære fra sig. 

Som frivillig i København og i Fredericias orange haller, som medstifter af skateboardlinjen på Bindeshave Efterskole og ikke mindst som leder af StreetDome med hjul under fødderne. 

- Jeg er stolt over, at vi har mange stamgæster i StreetDome, og det er jo mit job, mit ønskejob. Men det er ikke nok, jeg skater også i min fritid, for det kan man godt, selv om man er fyldt 46. Og jeg har opbakning fra min kæreste, for hun ved, at skateboarding altid gør mig glad i låget.