50 tons rapsfrø er brændt af

Branden i Aller Mølles afdeling i Hoptrup er nu slukket og skaderne gøres op.

Fabrikschef hos Aller Mølle, Kaj Nielsen, kan efter mandag morgens ildebrand i et 1.000 m2 stort anlæg begynde at gøre skaderne op.

Og det er ikke sjove ting, som fabrikken indtil videre må undvære.

- Korntørringsanlægget og transportanlægget er fuldstændig ødelagte, siger Kaj Nielsen, der vurderer, at skaderne løber op i cirka 1 million kroner.

Måske teknisk fejl

Mandag morgen måtte Haderslev Brand & Redning rykke ud til Aller Mølle, da der var gået ild i rapsfrøene i siloen.

Branden havde spredt sig via transportbåndet op til bygningens tag, der blev antændt af flammerne fra frøene.

Den helt præcise årsag til branden kendes endnu ikke, men Kaj Nielsen gætter på, at en teknisk fejl et sted i anlægget er synderen.