51-årig mand skød på politiet - fængslet i fire uger

En 51-årig mand blev mandag morgen anholdt i Haderslev, da han havde affyret skud mod politiet. Han sigtes for forsøg på manddrab.

Opdatering: Resultatet af tirsdagens grundlovsforhør er tilføjet artiklen.

En 51-årig mand blev mandag anholdt i Haderslev, efter at han havde affyret skud mod politiet. Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelse.

Tirsdag formiddag er han blevet varetægtsfængslet i fire uger for at skyde mod flere betjente.

Anholdelsen fandt sted mandag morgen klokken 09.05.

Politiet var mødt op en halv time tidligere for at tale med den 51-årige om deres mistanke om, at han var i besiddelse af narkotika. Ved henvendelsen blev der affyret skud mod politiet.

Ingen blev ramt, og den efterfølgende anholdelse foregik fredeligt.

Et område på Nørregade - herunder gerningsstedet - blev afspærret på grund af politiets videre efterforskning af hændelsen.

Den 51-årige er sigtet for forsøg på manddrab som følge af skudhændelsen, og han skal fremstilles i et grundlovsforhør tirsdag morgen i Retten i Sønderborg, oplyser politiet mandag eftermiddag.

En anklager vil bede om, at dørene lukkes ved retsmødet, fremgår det af et opslag på Twitter.