75-årig mand tiltales for bombetrusler mod sommer- og julemarkeder

En 75-årig mand fra Gram-området er blevet tiltalt for at have fremsat trusler mod Gram Slot.

Manden er blevet  tiltalt for at have truet både sommer- og julemarkeder på Gram Slot. Det er sket ved, at Sønderjyllands Politi på USB-stik modtog trusler om sprængstoffer på markederne.

Tiltalen handler om to tilfælde. Forud for den 23. juli 2019 mener politiet, at den nu 75-årige mand har sendt et USB-stik til Syd- og Sønderjyllands Politi. På USB-stikket lå et dokument, hvor der blev truet med, at der ville blive placeret sprængstof på sommermarkederne i juli og august på Gram Slot. 

Truslen blev gentaget forud for den 13. november 2019 med fremsendelse af endnu et USB-stik til Syd- og Sønderjyllands Politi. Her blev det meddelt, at der ville blive placeret sprængstoffer på Gram Slots julemarkeder. 
Truslerne betød, at markederne måtte afvikles med adgangskontrol og personale fra Syd- og Sønderjyllands Politi tilstede.
Den 75-årige mand er tiltalt efter straffelovens bestemmelser om trusler, der kan fremkalde alvorlig frygt for eget eller andres liv, helbred eller velfærd.

Anholdt før julemarked - nægter sig skyldig

I første omgang lykkedes det ikke politiet at finde frem til manden bag de første trusler mod sommermarkedet på Gram Slot. 

Først da truslen blev gentaget kort før, at julemarkederne gik i gang 2019, fandt politiet frem til en mulig gerningsmand, nemlig den nu 75-årige tiltalte.

Han blev fremstillet i grundlovsforhør 15. november sidste år, hvor hsan nægtede sig skyldig, inden dørene blev lukket. Herefter blev han varetægtsfængslet i 14 dage.