Advarer mod piratslagters spegepølser af tyske vildsvin

En sønderjysk jæger har fremstillet og solgt pølser af kød fra vildsvin, som han havde skudt i Tyskland.

Forbrugere, som har købt vildsvinespegepølser fra adressen Gramvej 15 i Toftlund, bør levere varerne tilbage eller smide dem ud. Det advarer Fødevarestyrelsen om.

Et anonymt tip førte onsdag aften Fødevarestyrelsens Rejsehold til adressen Gramvej 15, 6520 Toftlund i Sønderjylland. Herfra solgte ejeren af ejendommen spegepølser lavet på et vildsvin, som han havde skudt i Tyskland og taget med til Danmark. 

Ejeren kunne ikke dokumentere, hvordan spegepølserne var produceret og opbevaret. Endvidere havde hans virksomhed ikke den lovpligtige registrering hos Fødevarestyrelsen. Dermed har virksomheden ikke været underlagt Fødevarestyrelsens kontrol af blandt andet hygiejne og skadedyrssikring. 

Fødevarestyrelsen opfordrer forbrugere, der har købt fødevarer fra adressen, til at levere varerne tilbage eller smide dem ud.