Ældre frygter brækkede arme og ben

Vinteren er hård ved mange gangbesværede ældre. De kommer ikke udenfor deres hjem, fordi de er bange for at falde og brække arme og ben.

En af dem er Kirsten Beier på 89 år, der bor i boligforeningen Højmarken  i Gram.

- Jeg plejer at gå en daglig tur omkring bebyggelsen, men det har jeg ikke kunnet i lang tid, fortæller hun. Hun har brug for at støtte sig til en rollator, og hun er bange for at falde.

Kirsten Beier klarer sig kun, fordi hun er medlem af en kørselsordning, som Jørgen Schjødt står for. Han sørger for, at en gruppe ældre bliver kørt til den lokale brugs, så de kan handle.

Besøgsvenner fra Ældresagen og Røde Kors fortæller, at mange ældre er blevet isoleret, fordi vinteren har bidt sig fast.