AGF fyrer træner før møde med SønderjyskE

Peter Sørensen, der er bosat i Daugaard nord for Vejle og kom til AGF med stor sportslig succes i bagagen fra FC Fredericia, er fortid i den aarhusianske traditionsklub.

Peter Sørensen er færdig i AGF. Fyringen kom få timer efter, at AGF blev slået i pokalturneringen af AaB., hvor holdet blev udspillet og tabte med 4-1.

AGF hentede Peter Sørensen i FC Fredericia i juli 2010, hvor AGF spillede i den næstbedste række. I Peter Sørensens første år i AGF rykkede holdet op i Superligaen. I 2011/12-sæsonen sikrede han AGF'erne en femteplads, hvilket var den bedste placering i 15 år.

Allerede nu er spekulationerne i gang om, hvem der skal afløse Peter Sørensen i AGF. Blandt budene nævnes AC Horsens-træner Johnny Mølby, der tidligere har været assistenttræner i AGF.

Foreløbig overtager assistenttræner Jesper Fredberg chefstolen - og hans første opgave bliver lørdag i Haderslev, hvor SønderjyskE venter i superligaen.