Armeret F-16 måtte sikkerhedslande

Problemer med hydraulikken ved næsehjulet på et armeret F-16-fly udløste mandag alarm i Skrydstrup. Flyet landede dog sikkert efter en såkaldt sikkerhedslanding.

Situationen udløste en såkaldt standby 1-beredskabsalarm, som fik brandfolkene ved Haderslev Brand og Redning til at rykke ud.

- Vi får melding om tekniske problemer på et armeret F-16-fly, som skal lande. Det drejer sig om problemer med hydraulikken på næsehjulet, fortæller vagthavende indsatsleder Ole Christiansen til Ritzau.

Standby 1 er den lavest rangerende melding i forbindelse med fly. Det indikerer mindre tekniske problemer.

Det højeste niveau er standby 3. Den alarm udløses kun i tilfælde, hvor et fly er i så alvorlige problemer, at der er risiko for et havari i forbindelse med landingen.

Dagens standby 1-melding viste sig da også udelukkende at have den funktion, at man ikke tager nogen chancer, når det drejer sig om en flylanding.

- Da vi er på vej derud, får vi at vide, at det er landet sikkert, fortæller Ole Christiansen.

Flyvestation Skrydstrup - eller Fighter Wing Skrydstrup, som siden 2006 har været basens officielle navn - er hjemsted for de F-16-jagerfly, som indgår i det danske flyvevåben.

Der er 30 operative F-16-jagerfly på Fighter Wing Skrydstrup.