Babysalmesang er et stort hit

Babysalmesang er på få år blevet folkekirkens største succes siden efterkrigstiden. Mange steder melder kirker om ventelister for at være med.

Det er et stort hit blandt nybagte mødre at gå til babysalmesang med deres babyer.

En undersøgelse fra Århus Universitet viser blandt andet, at over 25 procent af en årgang babyer har deltaget i salmesang.

Mange steder i landet  - også i TV SYDs område  - melder kirker sågar om ventelister for at være med til babysalmesang

I Haderslev Domsogn mærker de tydeligt succeén. De startede ud med et enkelt hold og har nu to hold, to gange om året - det vil sige 60  familier om året deltager i den populære måde, at være sammen med deres babyer på.   

Babysalmesang er på få år blevet folkekirkens største succes i nyere tid, fastslår undersøgelsen fra Århus Universitet.  

Undersøgelsen viser også at ni ud af ti fremmødte mødre normalt ikke kommer i kirken. Rikke Laustsen fra Haderslev er en af dem. Hun kommer kun i kirken til højtider, med har alligevel valgt at være med på efterårets babysalmesangs-hold i Haderslev Domsogn, sammen med sin lille søn Asbjørn.    

Hun siger til TV SYD, at det er en god mulighed, for at give sit barn noget musik og rytmik og få et fællesskab med andre nybagte mødre. At det foregår i kirken, har som sådan ingen betydning, det er bare et godt tilbud, mens man er på barsel, siger hun.   

Kirke- og kulturmedarbejder Henrik Engelbrekt Refshauge siger, at Haderslev Domsogn benytter den store succes til at fastholde familierne i kirkerne ved efterfølgende at tilbyde dem sang og rytmik også til børn fra 1-5 år  

I TV SYDs område tilbyder 62 procent af pastoraterne i  Haderslev stift babysalmesang og i Ribe stift 54 procent.

I serien "Med på job" er vi i dag i Domkirken i Haderslev. Det er 17.30, 19.55 og 22.40 på TV SYD +