Bilist på afveje torpederer hus

Lørdag morgen kom en bilist på afveje, da han kørte gennem Tiset ved Gram og ramlede ind i et hus.

Kongevej i Tiset ved Gram er lørdag morgen spærret for trafik, mens der der ryddes op efter en ulykke, hvor en bil torpederede et hus. 

Ulykken skete kort før klokken 06 - og personbilens fører sad fastklemt i sin ødelagte vogn. Husets lejer var hjemme og blev vækket af et voldsomt brag og slap med en forskrækkelse.

Syd - og Sønderjyllands Politi oplyser, at den uheldige bilist er kommet til skade - men der er endnu ikke information om, hvor alvorligt det er. Bilisten er en 27-årig mand fra Ribe.

- Vi har tilkaldt assistance fra Beredskabsstyrelsen i Haderslev for at få afstivet og sikret huset. Kongevej vil være spærret i nogle timer endnu, til vi er sikre på, at huset ikke falder sammen og vælter ud over vejen, siger vagtchef Ole Aamann, Syd- og Sønderjyllands Politi, til TV SYD.