Billetter revet væk til DM-finale

Der er nu helt udsolgt til Sønderjyskes finalekamp mod Herning Blue Fox Langfredag.

5.000 pladser i SE Arena i Vojens er ikke nok til at stå mål med de mange tilskuere, der vil se Sønderjyskes afgørende kamp på isen.

Onsdag aften kunne Sønderjysk Elitesport nemlig melde helt udsolgt til den syvende og afgørende DM-finalekamp mod Herning Bue Fox.

Hos Sønderjysk Elitesport er de overvældede og stolte over, at interessen har været så stor. Det skriver selskabet på deres hjemmeside.

Interessen var ellers ikke uden problemer. Folk var så ivrige efter at få billetter, da salget åbnede onsdag formiddag, at Sønderjysk Elitesports hjemmeside blev overbelastet og lukkede midlertidigt ned. Derfor måtte de mange ishockey fans have is i maven og vente, til hjemmesiden igen var oppe at køre sidst på eftermiddagen.

Sønderjysk Elitesport vurderer, at billetterne ville være blevet revet væk i løbet af en halv time, hvis salget var forløbet uden gnidninger.