Bliv soldat på under et år

Normalt tager det 12 måneder at blive konstabel, men nu kan man slippe afsted med mindre på flere kaserner i Syd- og Sønderjylland.

For at blive professionel soldat skal man normalt aftjene en værnepligt på 12 måneder. Men nu kan man klare uddannelsen på kortere tid, skriver DR.

Fire steder i landet har man åbnet for, at man kan tage uddannelsen på kun ni måneder. Det drejer sig om kasernerne i Oksbøl, Fredericia, Haderslev samt Skive.

Ifølge DR håber regimentchef og oberst, Henrik Graver Nielsen, fra Ryes Kaserne i Fredericia, at den forkortede uddannelse kan trække flere interesserede unge til.

- Vi har brug for unge, der kan være en del af vores opgaveløsning. Nu har vi et ekstra spor, hvor vi kan rekruttere flere unge, der kunne tænke sig at prøve kræfter med militæret, siger Henrik Graven Nielsen til mediet.

Samlet set har omkring 180 personer ifølge DR søgt ind på uddannelsen med start efter sommerferien 2023.