Børn fra udsatte boligområder får ferieminder på fodboldskolen
Fodboldglade børn og unge fra udsatte boligområder i Haderslev deltager i denne uge på en særlig fodboldskole, hvor det ikke er økonomien, der spænder ben for, om man kan deltage.
50 børn og unge fra Haderslev mødte mandag hinanden for første gang med en ambition om at blive bedre til fodbold.
Nogle af dem ville ikke komme på en almindelige fodboldskole af økonomiske grunde
Teddy Pedersen, fodboldskoleleder
De deltager alle i DBU og DIF's fodboldskole Get2sport i Haderslev Fodboldklub, der er for børn og unge fra socialt udsatte områder.
- Jamen, det er helt banalt. Nogle af dem ville ikke komme på en almindelige fodboldskole af økonomiske grunde, og derfor er vores deltagergebyr af mere symbolsk betydning, siger Teddy Pedersen, der er fodboldskoleleder i Haderslev Fodboldklub.
- Vi vil gerne bidrage til, at børn, der bor i udsatte boligområder, også får et foreningstilbud, siger han.
Nye venner
Det er tiende gang, fodboldskolen bliver afholdt, og deltagerne er mellem syv og 14 år.
12-årige Tasnimal Ahmad og Habiba Kaisshuker er med for anden gang og glade for at være tilbage.
- Det er sjovt og hyggeligt, og man får nye venner, fortæller Tasnimal Ahmad, der ikke spiller fodbold hver dag, men ofte.
- Vi laver afleveringsøvelser og træner skud, supplerer Habiba Kaisshuker.
Næste generationer
17-årige Yahya Marrati har deltaget i samtlige af fodboldskolerne i Haderslev. I år er han med som frivillig træner.
- Jeg har spillet med siden 2015, men i år er jeg kommet for at føre det videre til de næste generationer. Jeg kan godt lide at lære dem noget. Især om sommeren, hvor de fleste ikke har noget at lave, siger den unge træner.
Fodboldskolen samarbejder også med den boligsociale helhedsplan i Haderslev. De er støttet af blandt andet kommunen og den almene boligorganisation HAB.
Haderslev Fodboldklub forventer at gennemføre fire Get2sport-fodboldskoler i løbet af 2024.