Borgmesters reaktion på Fuglsangs flytning: - Det vil stadig være en sønderjysk øl

Haderslev Kommunes borgmester Mads Skau er ked af, at det sønderjyske bryggeris ølproduktion flyttes væk fra hjembyen. Samtidig er han dog ikke overrasket.

I 2021 blev bryggeriet Fuglsang opkøbt af Royal Unibrew. Indtil da var det Danmarks ældste familieejede bryggeri, hvor historien begyndte i 1865.

157 år senere skal firmaet nu producere sin øl i Odense og Faxe.

Med salget af det mangeårige bryghus sidste år, var det ikke en overraskelse for Mads Skau (Venstre), at næste skridt med at flytte ølproduktionen ville ske. 

Han er alligevel ærgerlig over, at det nu er en realitet.

- Jeg er rigtig ked af det, men det var også forventet, at det ville ske, fortæller borgmesteren og fortsætter.

- For os i byen, vil det stadig være en sønderjysk øl. Det er et stærkt brand, og så er vi meget glade for, at malteriet er fremtidssikret ved fortsat at være her, siger han.

Overrasket over salg

Hvor flytningen var en naturlig del som følge af salget, så kom salget bag på Venstrepolitikeren.

- Det var lidt en overraskelse, dengang de (Royal Unibrew, red.) købte Fuglsang. Set med de lokale briller var det selvfølgelig ærgerligt. Jeg havde dog forståelse for salget, efter min samtale med brødrene, siger han.

De bygninger, hvor ølproduktionen foregik, er fortsat ejet af familien Fuglsang. Hvad der skal ske med de bygninger, ved Mads Skau ikke.

Men han vil snakke med brødrene, Kim Fuglsang og Claes Fuglsang, om hvad de i fremtiden kan bruges til.