Børn og unge boltrede sig med bolde og balloner

Håndboldens Dag løb lørdag af stablen for første gang. Til stor glæde for både nybegyndere og nuværende håndboldspillere.

I næste uge begynder VM i håndbold i Danmark og Tyskland. Mikkel Hansen og de øvrige danske håndboldherrer skal forsøge at blive verdensmestre på hjemmebane.

quote

Jeg håber, at Håndboldens Dag kan være med til at promovere sporten og vise, at håndbold er andet og meget mere end den håndbold, vi kender fra fjernsynet.

Morten Stig Christensen, generalsekretær, Dansk Håndbold Forbund

Men én ting er elite og landshold – noget andet bredde og hygge. Lørdag kunne børn og unge i hele landet føle sig som verdensmestre og stifte bekendtskab med sporten.

- Håndboldens Dag er både for dem, der spiller i forvejen og for dem, der har lyst til at komme og prøve at spille håndbold, siger formand for Team Haderslev KFUM, Marianne Kristensen, til TV SYD.

Faktisk er Håndboldens Dag netop opstået for at vise sportens alsidighed.

- Jeg håber, at Håndboldens Dag kan være med til at promovere sporten og vise, at håndbold er andet og meget mere end den håndbold, vi kender fra fjernsynet. Mange tror måske, at det er den eneste måde at spille håndbold på, men det er heldigvis helt forkert. De skal også få en fornemmelse af den sjove og sociale sport, håndbold er, fortæller Morten Stig Christensen, generalsekretær i Dansk Håndbold Forbund, der sammen med DGI står bag Håndboldens Dag.

quote

Vi begyndte med aldersgruppen U6 og U8, hvor der blev leget med bolde og balloner, og vi sluttede med U10 og U12, hvor det var mere regulær håndbold.

Marianne Kristensen, formand, Team Haderslev KFUM

Det sjove, uformelle og sociale blev også sat i højsædet lørdag i Hjortebrohallen i Haderslev.

- Vi begyndte med aldersgruppen U6 og U8, hvor der blev leget med bolde og balloner, og vi sluttede med U10 og U12, hvor det var mere regulær håndbold. De har prøvet lidt af hvert, for at se, hvad det er, slutter formand Marianne Kristensen.

39 klubber i Syd og Sønderjylland slog lørdag døre og haller op for de interesserede og deres forældre.