Onsdag eftermiddag er der opstået brand i Gram midtby. Det drejer sig om en etageejendom med flere lejligheder, som politi og brandvæsen er rykket ud til.
Beboerne i ejendommen er alle kommet ud af bygningen. En af de mandlige beboere er kørt på skadestuen for at få undersøgt, om han har fået røgforgiftning.
Anmeldelsen kom klokken 15.15 og siden har redningsarbejdet stået på.
- Der vil fortsat være efterslukningsarbejde indtil midnat, oplyser vagtchefen Nikolaj Hølmkjær fra Syd- og Sønderjyllands Politi.
Politiet har fortsat spærret Kongevej i Gram mellem de to rundkørsler, men de forventer, at vejen igen vil være åben torsdag morgen. Hvis ikke, kan man benytte Torvegade til omkørsel.
Vagtchefen fortæller desuden, at der ikke længere er røgudvikling ind over byen.
Man ved endnu ikke, hvordan branden er opstået.