Bronzeelefant stjålet fra cirkus

Politiet leder efter en yngre mand og kvinde, som fredag aften stjal en elefant af bronze fra Cirkus Dannebrog i Mølby.

Ukendte gerningsmænd er fredag aften lykkedes med at stjæle en tung elefantstatue af bronze fra Cirkus Dannebrog.

Bronzeelefanten er taget fra Cirkus Dannebrogs vinterresidens på Tovskovvej i Mølby, som ligger nord for Vojens.

Statuen er omkring 120 centimeter høj og vejer et sted imellem 100 og 150 kg, oplyser Erik Lindholdt, vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi.

- Den er blevet taget mellem klokken 21.45 og 21.50, og vi får en anmeldelse ind klokken 22.03, siger vagtchefen.

- Vidner har set elefanten blive kørt væk i en sort Toyota Corolla. Der er set en yngre mand og en yngre kvinde i bilen, fortæller Erik Lindholdt.

Elefanten bar et træskilt rundt om sin snabel, hvor der stod "15".

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.