TV der bevæger dig

Bryghus slipper for at betale gæld

Virksomheder på små øerne fritages for at betale af på deres særlige ø-lån i år.

Det letter, siger ejer af Årø Bryg, Ole Dam. Foto: Anne Bolding, TV SYD

Ejeren af Årø Bryg, Ole Dam, har fået lidt mere luft i pengepungen. Den er ikke så tyk, som den plejer på denne tid af året, fordi coronarestriktionerne holder turisterne væk. Derfor giver regeringen nu modtagerne af de særlige ø-støttelån afdragsfrihed i hele 2020.

- Det giver ro til, at vi også kan klare os i de stille måneder sidst på året, og det giver os mulighed for at fastholde vores planer om blandt andet en webforretning, siger Ole Dam til TV SYD.
I 2016 fik han et ø-støttelån på 355.000 kr. Pengene er blandt andet brugt til at udvide Årø Bryghuset og til nyt brygudstyr. 

Rammer ekstra hårdt

Det er virksomheder på alle de danske småøer, som erhervsministeriet fritager for at betale af på deres ø-støttelån i 2020.
- Det rammer ekstra hårdt på de små øer, når turisterne ikke kommer, siger erhvervsminister Simon Kollerup, Socialdemokratiet.

Meget glad

Formanden for de 27 øer i Sammenslutningen af Danske Småøer, Dorthe Winther, er meget glad for dette åndehul til de smalle ø-pengepunge.
- Mange turistvirksomheder og små håndværkere rundt om på øerne har fået et ø-støttelån til at starte deres virksomhed. Så kommer coronaen og får det hele til at falde fra hinanden. De penge, de allerede har tabt i år, kan de ikke nå at tjene ind andre steder, siger hun.

Dorthe Winther anslår, at omkring 75 procent af ø-lånene er givet til turistvirksomheder. 

Mest sete på tvsyd.dk