Butiksejer om kampen mod storcentrene og internettet: Vi giver ikke op

Mange køber julegaver på internettet eller i storcentrene. Det udfordrer byer som Haderslev og byens butikker, men butiksejer Anette Uhn Simonsen har taget kampen op.

 Julelys, musik og masser af aktiviteter. Butikkerne på gågaden i Haderslev har taget kampen op med storcentrene og internettet.

Anette Uhn Simonsen er indehaver af butik Agnes, som ligger på gågaden i Haderslev.

- Det er vigtigt, at vi holder fast i den gode service og så skal vi give dem en oplevelse. Jeg tror på, at mennesker gerne vil have oplevelser i dag, når de handler, siger Anette Uhn Simonsen.

Butiksindehaveren har blandt andet været med til at betale til byens julelys. Det er nødvendigt for at fange kunderne, mener hun.

quote

Det er vigtigt, at vi holder fast i den gode service og så skal vi give dem en oplevelse. Jeg tror på, at mennesker gerne vil have oplevelser i dag, når de handler.

Anette Uhn Simonsen, indehaver, Butik Agnes, Haderslev

- De lokale kunder hernede kan godt lide, at vi støtter op. Jeg tror bestemt, at det er vigtigt, at der sker noget på gaden, og vi er med til at bidrage til det.

Byen har arrangeret flere aktiviteter og som noget nyt bliver der spillet julemusik i gågaden.

- Vi skal ikke se storcenteret som en trussel. Vi skal se det som et afsæt til at udnytte vores styrker og se de muligheder, vi har, og udnytte dem. Vi skal ikke prøve at gøre det samme, som de gør, siger Orla Bryld Mortensen, formand, Haderslev Butikker

Ifølge Orla Mortensen skal handelsbyerne vinde på bedre service og oplevelser, og så skal de gøre en ekstra indsats.

- Det eneste, der ikke må ske i hvert fald, det er, at man ikke gør noget, fordi så sakker man bagud.

En undersøgelse fra Eniro viser, at seks ud af ti danskere foretrækker at købe julegaver lokalt. Alligevel er det ikke alle, der gør det. Det er faktisk kun hver fjerde ud af ti danskere, viser undersøgelsen.

Det kræver mere end blot hygge og julebelysning, hvis handelsbyerne skal klare sig godt og overleve i julehandlen. I Haderslev står flere butikker tomme. Hvis butikkerne arbejder sammen, så kan de vinde kunderne, mener Anette Simonsen. 

- Vi bliver kun stærkere af at løfte i flok, så det, tror jeg helt sikkert, har meget stor betydning, at vi arbejder sammen.

Anette Uhn Simonsen tror på, at julehandlen bliver god i år og at den bliver mindst lige så god næste år.

- Det skal vi holde fast i – troen. Den skal vi have.  

Den danske Julehandel 

Dansk Erhverv spår, at den danske julehandel 2017 bliver den største nogensinde. Hver husstand vil bruge 4100 kroner ekstra sammenlignet med resten af året på blandt andet julegaver op til jul. 
Butikkerne kæmper om at få fat på kunderne, samtidig med at de kæmper med onlinehandlen, som Dansk Erhverv vurderer vil tage i omegnen af 25 procent af julehandlen i år.