Danmarks ældste familieejede bryggeri solgt til stor koncern

Det sønderjyske bryggeri Fuglsang i Haderslev bliver fremover en del af Royal Unibrew A/S. Dermed slutter over 150 års bryggeritradition for familien Fuglsang.

Bye Bye Blackbird.

Fuglsang er ikke længere Danmarks ældste familieejede og -drevne bryggeri.

Familien bag det traditionsrige bryggeri er blevet enig med Royal Unibrew A/S om et salg af Bryggeriet Fuglsang A/S i Haderslev og Mineralvandsfabrikken Frem i Ribe.

- Vi er i familien nået frem til, at vi anser Royal Unibrew for det bedste match, når det gælder om at videreføre vores varemærker, siger Kim Fuglsang, der fortsætter som direktør for Sophus Fuglsang Export- Maltfabrik i Haderslev og Thisted.

I praksis betyder det, at Royal Unibrew overtager produktion, salg og distribution af alle produkter fra Bryggeriet Fuglsang og Mineralvandsfabrikken Frem. 

Dermed vil det også fremover være muligt at drikke en Fuglsang Black Bird.

Royal Unibrew har gennem flere år haft et samarbejde med Fuglsang, og bryggeriet passer godt ind, fortæller koncernen i en pressemeddelelse.

- Det er et stykke stolt Sønderjysk historie, vi i dag overtager. Det er vi selvfølgelig ydmyge over for, men vi glæder os til at kunne tilbyde alle vores kunder og de danske forbrugere et endnu større, alsidigt og spændende sortiment fra Royal Unibrew, siger Kasper Ryttersgaard Jacobsen, der er direktør for Royal Unibrews danske forretning.

Søren Christian Fuglsang grundlagde bryggeriet i 1865. Foto: Fuglsang
Søren Christian Fuglsang grundlagde bryggeriet i 1865. Foto: Fuglsang


Beholder bygninger og produktionen af malt

Fuglsang Holding fortsætter med at eje bygningerne. Royal Unibrew lejer sig ind i lokalerne i Haderslev og Ribe.

Medarbejderne på de to bryggerier får tilbudt muligheden for at flytte over i en ansættelse hos Royal Unibrew A/S.

Kim Fuglsang indrømmer, at der har været mange følelser på spil, inden papirerne blev skrevet under.

- Man kan kun drive et lokalt bryggeri i fem generationer, når man er tæt forbundet med lokalsamfundet, restauratører og butikker.

- Vi er taknemmelige for den loyalitet, vores kunder har vist os igennem så mange år, fortæller Kim Fuglsang.

Bryggeriet Fuglsang og Mineralvandsfabrikken Frem

  • Bryggeriet Fuglsang, placeret i Haderslev, er Danmarks ældste familieejede og -drevne bryggeri. 
  • Selskabet blev grundlagt af Søren Christian Fuglsang i 1865 og er siden da gået i arv.
  • Bryggeriet Fuglsang fremstillede i begyndelsen udelukkende øl, men har over årene tilføjet diverse alkoholfrie drikke og sodavand til produktsortimentet. Bryggeriet fremstiller i dag omkring 20 forskellige øl.
  • Om Mineralvandsfabrikken Frem A/S: Frem blev grundlagt i Ribe af Egon Adelhardt Nielsen i 1949. 
  • Selskabet startede som et mindre mosteri, der producerede forskellige frugtsafter. 
  • Sidenhen har selskabet udvidet produkt sortimentet med diverse læskedrikke og sodavand. Fuglsang Holding overtog i 2016 Mineralvandsfabrikken Frem.


Royal Unibrew A/S

Royal Unibrew ejer i forvejen flere danske bryggerier: Albani, Faxe, Maribo Bryghus og Ceres.


Koncernen ejer også flere bryggerier i Letland, Litauen og Polen.