Danmarks bedste ost er fra Sommersted

Elmegård Husmandsost er navnet på den bedste faste gule ost her i landet. Bondegården Elmegård i Sommersted står bag vinderosten, der sælger så godt, at det har været svært at følge med salget for den lille gård med eget mejeri.

- Det er kommet bag på os, hvor meget omtale og salg det har givet, at vi vandt titlen som Danmarks bedste faste gule ost, så vi kunne slet ikke følge med efterspørgslen, lyder det fra mejerist Ryan Petersen fra Elmegård i Sommersted og fortsætter:

- Vi kan jo ikke bare trykke på en knap og lave en ny ost på fem minutter. Det tager altså lige 4-6 måneder at lave sådan en ost, så vi har været noget på hælene.

Elmegård vandt DM-titlen som bedste faste ost i november og frem til jul gik salget af osten så hurtigt, at den blev udsolgt. Efter nytår er det stilnet lidt af, men det er stadig markant højere end tidligere, og så er der kommet nye kunder i butikken efter titlen kom i hus:

- Vi har fået henvendelser fra flere gourmet-restauranter, som gerne vil serverer vores oste, så det er jo rigtig dejligt, siger Ryan Petersen, der dog ikke har tænkt sig at hvile på laurbærrene, selvom det går så godt.

- Nej, det er da det helt forkerte tidspunkt at hvile på laurbærrene. Man skal smede mens jernet er varmt, så vi er i gang med at udvikle nye oste, lyder det fra Ryan Petersen.

Tag med til Elmegård i Naboer

Naboer besøger Elmegård og smager på vinderosten og ser på, hvad de er ved at udvikle af nye oste. Tag med til gården og bliv klogere på Sommersted by i Naboer direkte kl. 15 på TV SYD+ og genudsendt samme sted kl. 19.55 og 22.35.