De ældre holder foreningerne i live

Borgere over 60 dyrker det frivillige foreningsliv i stor stil, men der bliver snart brug for, at den yngre generation træder til.

Hos TV SYD kigger vi i disse dage nærmere på foreningslivet. Forældre, der melder deres børn til en idrætsklub, er oplagte til selv at tage rollen som frivillig træner eller andre roller i foreningen. Men ansvaret for foreningerne er sprunget en generation over.

En undersøgelse lavet af Syddansk Universitet om danske idrætsforeninger viser, at antallet af frivillige trænere på over 60 år er femdoblet fra 2004 til 2015. Trænere mellem 20 og 39 år er dog faldet fra 50 til 32 procent.

quote

Vi skal passe på, at det ikke kun bliver 60 gruppen. Fordi lige pludselig er de væk, og så skal vi sørge for at få sat en kæde i gang

Charlotte Pløger, formandsgruppen, DGI Sønderjylland

Søndag aften kl. 19.30 på TV SYD kan du møde nogle af de ældre, der er med til at få foreningslivet til at løbe rundt. En af dem er 70-årige Tove Haugaard, der betjener kassen ved sæsonens afsluttende gymnastikstævne i Haderslev Idrætscenter.

Tove Haugaard gik på pension for flere år siden, men hun kan ikke få nok af at arbejde. Hun gør det faktisk helt frivilligt.

- Jeg elsker bare at være sammen med mennesker, siger til Tove Haugaard til TV SYD.

I mere end 55 år har Tove Haugaard været frivillig træner i Vilstrup Idrætsforening.

- Vi er jo opdraget til at være foreningsaktive i min familie, smiler hun.

Mange brikker skal falde på plads til det store gymnastikstævne, hvor omkring 30 frivillige giver en hånd med.

- Hvis ikke vi har dem, så bliver det simpelthen ikke noget stævne, siger Charlotte Pløger, formandsgruppen, DGI Sønderjylland.

Selvom DGI Sønderjylland glæder sig over den store hjælp de får, især fra ældre, så er det også bekymrede for fremtiden.

- Vi skal passe på, at det ikke kun bliver 60+ gruppen. Fordi lige pludselig er de væk, og så skal vi sørge for at få sat en kæde i gang, så vi kan blive ved med at have folk som Tove, tilføjer Charlotte Pløger.

Tove Haugaard har dog ingen planer om at stoppe, men håber at flere unge vil melde sig på banen.

- Foreningsliv er vigtigt for mig. Det giver simpelthen sådan et godt sammenhold.

Du kan som sagt høre mere om Danmarks foreningsliv på TV SYD kl. 19.30.