Efter voldsomt regnvejr: Tage har fået ødelagt sit værksted og hjem

Mandagens voldsomme vejr i landsbyen Fole er gået hårdt ud over Tage Damgård Jensen.

Indtil i mandags kunne Tage Damgård Jensen gå ude i sit værksted i Fole og reparere biler.

Men på blot en time blev den mulighed brutalt revet væk under hans fødder, da store mængder regn ramte den sønderjyske landsby.

Vandet kom med sådan en kraft, at porten til hans værksted gik i stykker og måtte bukke under. Vandet fossede herefter ind.

- 68 centimeter var vandet op på. 68. Min bil flød rundt herinde, siger han og laver bølgende bevægelser med armene inde på værkstedet, hvor der er mudder og vandpletter overalt på gulvet.

Det er der også inde i den tilstødende lejlighed, hvor der ligger væltede møbler rundt omkring. 

Vandmasserne fik også fat i en trailer, som Tage Damgård Jensen har stående ude foran værkstedet. Den fandt han i den anden ende af byen.

Skaderne og det efterfølgende renoveringsarbejde løber op i 100.000 kroner, har han regnet sig frem til. Han har dog ikke tegnet de nødvendige forsikringer og skal derfor betale pengene selv.

- Da forsikringen sagde til mig, at jeg ikke vil få nogle penge, så bliver man lidt knust. 

Han laver et lille smil, men kan ikke skjule, at han er ked af det. 

- Når man har boet her i 32 år, og det hele så pludselig bare bliver blæst væk…, siger han med tårer i øjnene.

Forsker: Voldsomme regnmængder vil ske hyppigere

Det er uvist, hvor meget vand der rent faktisk faldt mandag i Fole, der ligger nær Gram og har 230 indbyggere. 

Flere lokale målte mellem 125-150 millimeter i løbet af halvanden time, men Danmarks Meteorologiske Institut har ikke selv en målestation i byen og kan derfor hverken be- eller afkræfte tallene.

Holder de stik, er der tale om en danmarksrekord. 

Vandet kom fra en bæk, der løber gennem byen og flød over sine bredder.

Efter otte timers kamp mod vandmasserne med sandsække, grus og vandpumper kunne 35 personer fra Brand & Redning Sønderjylland og Syd- og Sønderjyllands Politi klokken kvart i et natten til tirsdag trække sig tilbage fra Fole.

Eksemplet med Fole med voldsomme mængder af regn vil i fremtiden ske hyppigere.

Det siger Toke Emil Panduro, klimaforsker ved Aarhus Universitet.

- Vi kan med stor sandsynlighed sige, at de voldsomme nedbørsmængder skyldes klimaforandringerne, og at vi i fremtiden vil se hyppigere og voldsommere hændelser.

Han mener, at Danmark kan blive bedre til at håndtere voldsomt vejr.

- Vores problem er, at vi generelt handler på bagkant af en voldsom hændelse, at kommunerne først reagerer med klimatilpasningsplaner og tager det alvorligt, når vejene ér blevet oversvømmet, og folk har fået vand i deres kældre.

Ved flere indkørsler i Fole er der sandgrusbanker.
Ved flere indkørsler i Fole er der sandgrusbanker.
Foto: Kübra Gültekin, TV SYD

Toke Emil Panduro mener, at problemerne ude i kommunerne er, at de ofte ikke har de informationer, der er nødvendige for at kunne træffe fornuftige beslutninger, og at det halter med prioriteringen. På den anden side, siger han, er det en svær balancegang.

- For man skal også passe på med at blive så bange, at vi overinvesterer. Mit råd er dog at gå i gang nu i stedet for at vente, siger han.

Økonomisk byrde

Tage Damgård Jensen gætter på, at rengøringen af hans lejlighed og istandsættelsen af køkkenet og badeværelset vil koste mellem 30-40.000 kroner. 

- Det løber jo hurtigt op, og det er penge, jeg ikke aner, hvor jeg skal finde henne.

- Men vi må bare komme videre og så håbe på, at det ikke sker igen. Det tror jeg ikke, jeg kan holde til, siger han.