Esbjerg møder Sønderjyske med selvtillid

Selvom Esbjerg hænger fast i is-ligaens bund, så kommer holdet fredag aften til Vojens med selvtillid til lokalopgøret med Sønderjyske efter sejren over førerholdet Aalborg.

Sønderjyske tager i aften kl. 19.30 imod Esbjerg i det traditionelle lokalopgør, som giver comeback til et par kendte ansigter og debut til hjemmeholdets Greg Gibson. Den 25-årige center er helt sikkert opsat på at vise sit værd.

Danny Hobbs er igen tilbage på holdet efter sin sygdom. I forsvaret er både Rasmus Nielsen og Elias Granath i spil til et comeback.  Joni Myllykoski har trænet med denne uge, og meget tyder på, at finnen får comeback i målet.

U20-landsholdet lander fredag morgen på dansk jord efter et flot VM. Med i flyveren er Sønderjyskes Kasper Krog og Esbjerg-duoen Niklas Andersen og Anders Koch, som ventes på isen trods den lange flyvetur hjem fra Canada.

Esbjerg kommer til Sønderjylland med selvtilliden i orden efter en dugfrisk 3-1-sejr over førerholdet Aalborg Pirates. Mens vestjyderne har høstet mange point på hjemmebane, så halter de mere bagud på fremmed is.

– Esbjerg er helt sikkert et bedre hold, end tabellen indikerer, men de har tabt mange tætte kampe. De har en positiv målscore trods placeringen på  ottendepladsen, og det fortæller lidt om, hvor tæt ligaen er denne sæson, siger cheftræner Dan Ceman. 

Sønderjyske indtager ligaens 4. plads.

- Vi har sikret de tre første points i denne uge. Det bliver bestemt ikke lettere at erobre de næste points mod en svær modstander som Sønderjyske. Men hvis vi fortsætter med at udvikle spillerne og udvikle holdet på den rigtige måde, så er der muligheder, siger Esbjergtræner Mark Pederson.

Begge hold spiller igen søndag eftermiddag. Esbjerg spiller hjemme mod Herlev og Sønderjyske møder Gentofte i Vojens.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.