F-16-fly fra Skrydstrup deltog i fejlangreb mod syrisk militær

To danske F-16-fly udsendt fra Flyvestation Skrydstrup var med i et angreb lørdag i Syrien, hvor det formodes, at den amerikansk-ledede militærkoalition mod Islamisk Stat ramte en syrisk militærposition ved en fejl og dræbte over 60 syriske soldater.

Den  internationale koalition mod ISIL gennemførte lørdag  en række angreb på en formodet ISIL-stilling i området omkring Dayr Az Zawr i Syrien.

To danske F-16-fly deltog sammen med andre nationers fly i disse angreb. Angrebet blev stoppet øjeblikkeligt, da der fra russisk side kom meldinger om, at en syrisk militær position var blevet ramt.  Det oplyser Værnsfælles Forsvarskommando på Forsvarets hjemmeside.

quote

- Det er naturligvis beklageligt, hvis koalitionen ved en fejl har ramt andet end ISIL-styrker.

Værnsfælles Forsvarskommando

- Det er naturligvis beklageligt, hvis koalitionen ved en fejl har ramt andet end ISIL-styrker.
Koalitionen indleder nu en undersøgelse af angrebet. Forsvaret vil samarbejde fuldt ud med koalitionen om undersøgelsen, skriver Værnsfælles Forsvarskommando.

Værnsfælles Forsvarskommando har ikke flere kommentarer på nuværende tidspunkt.

 

Angrebet kostede ifølge det russiske militær mindst 62 soldater fra den syriske præsident Bashar al-Assads hær livet.

En anden anonym kilde sagde lørdag til Det Syriske Observatorium, en britisk baseret organisation som overvåger situationen gennem kilder på landjorden, at omkring 80 soldater blev dræbt i angrebet, som blev udført af den amerikansk-ledede koalition.

Koalitionen indleder nu en undersøgelse af angrebet.

Danske F 16-fly over Syrien

Fire operative kampfly og  tre fly, der skal være i logistisk reserve, og omkring 120 udstationerede medarbejdere fra Flyvestation Skrydstrup har siden 17. juni været udstationeret på Incirlik-basen i det sydlige Tyrkiet. Incirlik-basen ligger omkring 120 km. fra den tyrkisk-syriske grænse.
F 16-flyene og mandskab fra Flyvestation Skrydstrup skal efter planen være udsendt i samlet seks måneder som del af den amerikansk ledede koalition, Inherent Resolve.