Familie får symbolsk erstatning for ny jernbane

Husejer i Vamdrup frygter, at huset bliver usælgeligt på grund af et nyt spor mellem Vamdrup og Vojens. Familien får 1.690 kr. i erstatning

Line Ahrends og hendes familie i Vamdrup er nervøse for, at de aldrig vil få råd til at flytte. Deres hus bliver nemlig påvirket af det nye dobbeltspor mellem Vamdrup og Vojens.

Udvidelsen af jernbanen fra et til to spor betyder, at Banedanmark flytter en byggelinje, så den går ind igennem familiens grund. Linjen betyder, at familien ikke må bygge til eller om på den del af grunden.

Eksproprationskommissionen, som er den myndighed, der fastsætter erstatningen, har tilbudt familien 1.690 kr. som kompensation.

-Vi synes, det er fuldstændig til grin. Vi kan ikke forstå, hvordan man fra banedanmarks side kan sige, at vores hus ikke bliver mindre værd, siger pædagog Line Arends, der bor i huset i Vamdrup sammen med sin mand og to børn.

Familiens ejendomsmægler har vurderet, at husets værdi vil falde med 500.000 kr. på grund af den ændrede byggelinje.

Line Arends selv tror ikke, at familien vil have mulighed for at flytte fra Vamdrup:

-Så er vi nok tvunget til at blive boende her. Det bliver nok svært at sælge det, i hvert fald, uden at komme herfra med et kæmpe underskud.

- Læs mere om det nye dobbeltspor mellem Vojens og Vamdrup