FCN-skurk takker fightende holdkammerater for sejr

FC Nordsjælland vandt 2-1 over Sønderjyske i en kamp, hvor Andreas Maxsø trak et rødt kort i første halvleg.

FC Nordsjælland vandt lørdag aften med 2-1 i Alka Superligaen, da det på Sydbank Park i Haderslev lykkedes at slå Sønderjyske i en dramatisk kamp, hvor FC Nordsjælland måtte spille en mand i undertal i hele anden halvleg.

Kort før pausen modtog forsvarsspiller Andreas Maxsø et direkte rødt kort, da han tog bolden med hånden inde på stregen.

- Det var en dum situation. I ren refleks tog jeg bolden med hånden, hvilket jo ikke var så smart.

- Men det var vigtigt, at David Jensen reddede straffesparket efterfølgende, og jeg er taknemmelig over, at drengene hev sejren hjem.

- Med 10 mand steppede hele holdet op, og det var en super indsats af gutterne. Det blev en hård kamp, hvor vi som hold stod godt fast og fik clearet en hel masse bolde, siger Andreas Maxsø.

FC Nordsjællands cheftræner Olafur Kristjansson var efter kampen tilfreds med sit holds indsats i en kamp, der blev besværliggjort af udvisningen.

- 10 mod 11 i hele anden halvleg var selvfølgelig en udfordring, men heldigvis var spillerne dygtige nok til at køre sejren hjem, siger islændingen.

Olafur Kristjansson pegede desuden på en taktisk ændring i anden halvleg som årsag til, at det lykkedes at forsvare de tre point hjem.

- Vi havde problemer med Sønderjyskes kanter, da vi spillede 4-3-2 i starten af anden halvleg. Da vi så skiftede til 4-4-1, fik vi bedre styr på kampen og en bedre balance i spillet, så det var jeg tilfreds med, siger Olafur Kristjansson.