Fie rider i front til royalt besøg i Sønderjylland: - Det er en kæmpe ære

Søndag får flere sønderjyske byer royalt besøg. Derfor gæster Gardehusarregimentets Hesteskadron Christiansfeld, og for sønderjyske Fie Oxlund bliver søndag en særlig dag.

- Det er virkelig vildt at få lov til at være en del af noget så historisk. Det er en kæmpe ære.

Ordene kommer fra Fie Oxlund, der er værnepligtig ved Gardehusarregimentets Hesteskadron. Fredag eftermiddag deltog hun og hesten Husar i prøverne til weekendens store begivenhed.

Søndag ankommer Hendes Majestæt Dronningen, der i selskab med kronprins Frederik og prins Christian skal deltage i markeringen af 100-året for genforeningen, som blev aflyst sidste år grundet coronapandemien.

Royalt besøg i sønderjyske byer

Dronning Magrethe, kronprins Frederik og prins Christian vil søndag deltage i fejringen af genforeningen.


Søndag morgen kører de royale i karat over den gamle grænseovergang ved Frederikshøj, nord for Christiansfeld.


Efterfølgende deltager de kongelige i en festgudstjeneste i Haderslev.


Ved middagstid besøger dronningen den nye Genforeningspark ved Folkehjem i Aabenraa.


Dagen for de royale slutter med et besøg ved Dybbøl Banke.

- Det er da stort for mig, at jeg er med til at fejre genforeningen på den her måde, siger Fie Oxlund, som kommer fra Sommersted.

Geografisk er hun derfor på hjemmebane, når 28 heste ved Gardehusarregimentets Hesteskadron skal eskortere de royale i karat frem til den gamle grænseovergang ved Frederikshøj.

Fie Oxlund er fra Sommersted, så hendes familie er at finde blandt publikum, når dronningen eskorteres søndag.
Fie Oxlund er fra Sommersted, så hendes familie er at finde blandt publikum, når dronningen eskorteres søndag.

Familien blandt publikum

Prøverne fredag eftermiddag førte Fie Oxlund og resten af Hesteskadronen ned gennem gaderne i Christiansfeld.

På tilskuerrækkerne stod en person, der kender den unge kvinde fra Sommersted ganske godt.

- Jeg er nede for at se min datter ride. Jeg er jo så stolt af hende, siger Rikke Oxlund.

For Fie Oxlund er det også en speciel oplevelse, at familien er blandt publikum.

- Det er jo sjovt at se ens pårørende. Det bliver man kun glad af, siger den værnepligtige, som afslutningsvis giver en status på forberedelserne til den store dag søndag.

- Jeg føler, vi fik styr på det. Det skal vi nok klare godt, siger hun, mens hun ager Husars mule.

Gardehusarregimentets Hesteskadron

Eskadronen har til opgave at eskortere majestæten og den kongelige familie i forbindelse med specielle lejligheder. Det kan være statsbesøg, fødselsdage i den kongelige familie eller sommertogter.


Kilde: Forsvaret.dk