Fire 15-årige truet med kniv på gaden

Fire drenge fra Haderslev blev lørdag aften truet med kniv til at udlevere mobiltelefoner og overføre penge.

Opdateret med oplysning om, at tre unge er blevet varetægtsfængslet i sagen

Fire 15-årige drenge fra Haderslev blev lørdag aften truet med kniv til at udlevere deres mobiltelefoner til tre ældre teenagere, som også tvang ofrene til at overføre penge via MobilePay.

De tre formodede gerningspersoner, som er 18-19 år, var kun på fri fod i få timer.

Det oplyser vagtchef Ole Aamann fra Syd- og Sønderjyllands Politi tidligt søndag morgen.

- Vi har efterforsket sagen hele aftenen og natten. Den første mistænkte anholdt vi tidligere i nat, mens de to andre blev anholdt for cirka 20 minutter siden, siger han kort efter klokken 5.00.

De tre formodede gerningsmænd blev alle fundet i Haderslev - den ene på sin hjemadresse.

Truet med kniv

Under røveriet, der blev anmeldt klokken 21.22, blev de fire 15-årige truet med en kniv. Kniven er ikke er dukket op i forbindelse med anholdelserne eller efterforskningen.

- De tre er sigtet for røveri, og vi vil bede anklagemyndigheden om, at de bliver fremstillet i et grundlovsforhør søndag, oplyser Ole Aamann.

Røveriet fandt sted nær Sct. Severin Skole på Moltrupvej i Haderslev.

- De fire teenagere kommer gående på gaden, da de bliver truet til at gå ind i en skolegård, hvor røveriet så finder sted.

Samtlige involverede personer kommer fra byen, men kendte ifølge vagtchefen ikke umiddelbart hinanden.

Ingen kom til skade fysisk

Politiet kan endnu ikke sige, hvor store beløb de fire 15-årige blev tvunget til at overføre. Ingen af de forurettede kom fysisk til skade under hændelsen.

Vagtchefen vil ikke udtale sig om, hvorvidt politiet i forvejen kender de tre formodede gerningspersoner.

Men det er ifølge vagtchefen ikke ret normalt at indlede en kriminel løbebane med et gaderøveri.

Tre varetægtsfængslet

To 18-årige mænd og en 19-årig mand er søndag blevet varetægtsfængslet i to uger for et gaderøveri mod fire 15-årige drenge i Haderslev.

De tre mænd nægter sig skyldige. De har ikke kæret afgørelsen.

Det står klart efter et grundlovsforhør søndag eftermiddag, oplyser vagtchef for Syd- og Sønderjyllands Politi Nikolaj Hølmkjær.