Fire døgns mareridt

En far fra Haderslev har oplevet fire døgns mareridt. Hans datter på 30 år er stukket af psykiatrisk afdeling, hvor hun var tvangsindlagt - og han frygter, hvad der kan ske.

Det er langt fra første gang, datteren er flygtet fra den lukkede afdeling i Haderslev. To gange tidligere er hun blevet kørt ned i trafikken.

Hendes far, Erik Hansen, har i årevis levet med frygten for det næste telefonopkald, og i mandags skete det igen.

Erik Hansen er bange for, hvad der sker med hende, da hun ikke kan klare sig uden medicin. Han føler en dyb afmagt overfor behandlersystemet.

Han ved ikke, hvor datteren opholder sig - og han kender ikke hendes sindstilstand. Han har talt med datteren i telefon, men han kan ikke overtale hende til at lade sig genindlægge.