Formand efter tørkebesøg: Landmænd lider økonomisk i årevis

Landbrug & Fødevarers formand Martin Merrild var mandag på sin anden tørke-tour denne sommer. Han frygter store økonomiske tab.

- Tabet vil for mange landmænd være så stort, at de kommer til at afdrage det i banken i flere år.

Sådan siger Landbrug & Fødevarers formand Martin Merrild til TV SYD – efter besøg på flere lokale gårde. Her skulle han – ligesom under sine besøg i juni -  se på, hvordan tørken har ramt, og hvad det har af konsekvenser.

Formanden besøgte blandt andet Poul Bøving Christensen i Kolding, hvorefter turen gik videre til mælkeproducent Peter Dalgaard Juhl i Sommersted.

quote

Jeg vil ikke pibe over, at det har været hårdt. Det drejer sig om at få nogle rammevilkår, så vi kan modstå det her.

Peter Dalgaard Juhl, landmand, Sommersted

På grund af tørken mister han en fjerdedel af sin normale kornhøst, mens høsten af græs og hestebønner er halveret.

- Jeg mangler i omegnen af 900.000 kroner i indtægter, siger Peter Dalgaard Juhl til TV SYD.

Formand Martin Merrild frygter for landmændenes økonomi, men glæder sig samtidig over dagens besøg.

- Vi har mange landmænd, som har en fantastisk tro på fremtiden, selvom de konstaterer nogle store tab. Landmændene ønsker ikke at fremstå som nogle, der forventer at samfundet betaler vores tørketab. Men de forventer medspil og en håndsrækning.

quote

Tabet vil for mange landmænd være så stort, at de kommer til at afdrage det i banken i flere år.

Martin Merrild, formand, Landbrug & Fødevarer

Det er Peter Dalgaard Juhl helt enig i.

- Jeg vil ikke pibe over, at det har været hårdt. Det drejer sig om at få nogle rammevilkår, så vi kan modstå det her. Jeg er ved at være træt af at høre om støtte til landbruget. Det bliver vi ikke mere populære af. Vi skal have nogle vilkår, så vi kan konkurrere med andre lande.

Takket være sidste års gode høst har Peter Dalgaard Juhl foder nok til sine køer.