Forsvarsordfører: Hjemmeværnet skal fortsat have våben hjemme

Hjemmeværnet skal ikke fjerne våben fra deres medlemmer, fordi gerningsmanden ved weekendens terrorangreb i København skød med et fuldautomatisk gevær af typen M95, som var stjålet ved et hjemmerøveri hos en hjemmeværnsmand. Det siger Dansk Folkepartis forsvarsordfører, Marie Krarup, der er valgt i Esbjerg.

- Man skal undersøge, hvad der er sket, om man har fulgt forskrifterne og så se, om forskrifterne er gode nok. Det er soleklart. Men jeg støtter ikke et generelt forbud. Hvis der er problemer, kan man overveje at stramme reglerne, siger Marie Krarup.

Politiets efterforskning af weekendens terrorhandling ved Krudttønden i København har vist, at det våben, der blev anvendt af gerningsmanden stammer fra et røveri fra Hjemmeværnet i 2013.

Hjemmeværnets våben er sikret ved opbevaring i godkendte våbenskabe med dobbelt sikring, der betyder at våben og våbnets vitale del opbevares adskilt.

Hjemmeværnet kontrollerer løbende, hvordan våben opbevares, og medlemmer må aldrig have ammunition hjemme.

- Hjemmeværnet vil åbent og fordomsfrit undersøge mulighederne for yderligere sikring af våben og herunder drøfte mulige tiltag med Politiet og hurtigst muligt implementere de tiltag, der findes relevante for at opnå en endnu større sikkerhed ved våbenopbevaring, siger Chefen for Hjemme-værnet, generalmajor Finn Winkler.

Hjemmeværnet vil nu undersøge, hvordan sikkerheden kan forbedres omkring opbevaring af våben på bopælen for de 4.328 medlemmer, som på landsplan har et våben udleveret i dag.