Gang i sønderjysk flamme

Den familieejede kæde Restaurant Flammen har i år haft nyt rekordoverskud, og nu skal konceptet indtage det tyske kødmarked.

Bøffer og buffet er et hit, og det har Restaurant Flammen mærket.  Tilbage i 2009 startede en sønderjysk familie konceptet op i en købmandskro i den lille by Fole ved Gram. Siden er det blevet til en kæde, der kun er blevet større.

I år er omsætningen over en kvart milliard, og overskuddet før skat er 34 millioner kr. Sidste år var det overskud 27 millioner kroner. Martin Rosenfeldt Sunddal ejer Flammen sammen med sine forældre og søster.

- Man kan selvfølgelig ikke andet end være stolt over det. Men vi ved jo også, at vi kan ikke gøre det selv. Vi har en masse fantastiske medarbejdere, som hjælper med at få det til at lykkes hver dag. Så vi er bare en lille brik i et stort puslespil, siger Martin Rosenfeldt Sunddal til TV SYD.

Restaurant Flammen giver gæsterne mulighed for at spise sig mætte i kænguru, krokodille og andre mere eller mindre eksotiske kødtyper.

- Så kan man nå at få lidt forskelligt i stedet for en tallerkenanretning. Det er i hvert fald en af vejene til vores succes, siger Martin Rosenfeldt Sunddal.

Flammerne har indtil videre ramt elleve byer i Danmark, og nu er kødeventyrets næste stop Tyskland.

- Vi havde ikke forventet, at vi kunne komme så hurtigt afsted i Danmark. Men Hamborg havde vi snakket om allerede i begyndelsen. Så det er en stor drøm for familien nu at kunne prøve det af, siger Martin Rosenfeldt Sunddal til TV SYD.

 

Martin Rosenfeldt Sunddal fortæller her, hvorfor folk er vilde med Flammens bøffer og buffet.