Glad Venstre-borgmester: Jeg drak rødvin med Enhedslisten

Partierne i Haderslev Byråd var så enige, at det blev fejret med rødvin da de torsdag indgik budgetforlig.

Alle partier i Haderslev Byråd var enige, da de torsdag indgik budgetforlig. Borgmester Hans Peter Geil (V) var så glad for enigeheden, at der blev drukket vin.

- Vi havde ikke nogen proptrækker, men vi fik løst problemet. Vi blev nødt til at drikke et glas, når vi nu var blevet enige med Enhedslisten. Det sker ikke hver dag, siger borgmesteren til TV SYD.

Penge til skoler og institutioner
Og der var god grund til at fejre budgettet. Økonomien i Haderslev Kommune bliver nemlig forbedret med samlet set 42 millioner kroner i budgetperioden 2016-2019. Merindtægterne kommer hovedsageligt fra regionernes aftale om deres økonomi med Regeringen.

Det er især skoler og institutioner, som får glæde af de ekstra kroner i budgettet.

- Skolerne får over de næste tre år 17,5 millioner kroner tilført. Det er jeg rigtig glad for, da jeg ved, at lærerkredsen føler sig hårdt ramt efter, at skolerne har gennemgået en stor forandring med den nye reform, forklarer Hans Peter Geil (V).

Også ældreområdet og daginstitutionerne kan se frem til et løft. De får hver 2,3 millioner i 2016.

Budgettet bliver endeligt vedtaget den 6. oktober.