Glen Riddersholm dropper TV og bliver træner i Belgien

Den tidligere Sønderjyske træner Glen Riddersholm skal fremover være assistenttræner i belgiske Genk.

 Fredag skriver belgiske klub på sin hjemmeside, at den tidligere Sønderjyske træner er blevet ansat som assistenttræner i klubben.

Det er Riddersholms første trænerjob, siden han stoppede i Sønderjyske i slutningen af maj.

I Genk vil den 48-årige dansker assistere cheftræner John van den Brom. Riddersholm bliver i klubben genforenet med angriberen Paul Onuachu, som var i FC Midtjylland, da Riddersholm trænede klubben.

- KRC Genk er en klub, som jeg føler, er et virkelig godt match og det rigtige sted for mig at starte en forhåbentlig lang og spændende udlandskarriere.

- Jeg har længe haft lyst til at prøve mig af i udlandet, og timingen er tilmed perfekt i forhold til min familie, siger Glen Riddersholm i en skriftlig udtalelse.

Førte Sønderjyske til pokalsejr

Han har i sin trænerkarriere blandt andet ført FC Midtjylland til et danmarksmesterskab i 2015. Sidste år vandt han den danske pokalturnering med Sønderjyske.

- Jeg er en fodboldtræner, som har erfaring med at uddanne topspillere samtidig med, at jeg ved, hvad der skal til for at vinde titler og medaljer og skabe et miljø, som udvikler vindere og hele mennesker.

- Jeg har altid sagt, at jeg er en projekttræner, der ikke er til de hurtige løsninger. Jeg er en teamplayer, som ønsker at arbejde i et stærkt fællesskab og arbejde på den lange bane samtidig med, at vi vinder på den korte bane. Det er svært som dansk træner at finde sådan et projekt i udlandet, lyder det fra Riddersholm.

Han starter i sit nye job i Genk tirsdag. Riddersholm har på det seneste arbejdet som fodboldekspert på TV3 Sport, hvor han stopper søndag efter kampen mellem Silkeborg og FCK.