Grand Prix kan koste speedwaycenters eksistens

Vojens Speedway Center kan ikke vente på nye coronaretningslinjer fra regeringen – må snart tage en vanskelig beslutning, som kan ende med at true centrets eksistens.

Skal – skal ikke?

Det er det spørgsmål, der plager ejeren af Vojens Speedway Center, Jacob Olsen, i disse dage.

12. september skal der efter planen køres FIM Speedway Grand Prix i Vojens, men lige nu ved Jacob Olsen ikke, om han – og speedwaycentret – er købt eller solgt, hvis han vælger at afholde grandprixet som planlagt.

quote

Problemet er, at vi endnu ikke ved, om de coronarestriktioner, vi er underlagt frem til den 31. august, også vil være gældende efter den 1. september.

Jacob Olsen, ejer af Vojens Speedway Center

- Problemet er, at vi endnu ikke ved, om de coronarestriktioner, vi er underlagt frem til den 31. august, også vil være gældende efter den 1. september. Det melder regeringen først ud i august, men vi er nødt til at tage en beslutning inden da, siger Jacob Olsen til TV SYD.

En omgang russisk roulette

Jacob Olsen overtog for halvandet år siden Vojens Speedway Center fra sin far – den firedobbelte individuelle verdensmester i speedway, Ole Olsen – som grundlagde banen i 1975.

Indtil årtusindskiftet var banen i Vojens Danmarks nationalbane, og det er dén status, den nye ejer af centret har ambitioner om at genskabe.

Målet er, at Vojens igen skal være center for speedway i verdensklasse og for udviklingen af danske talenter til sporten.

quote

En forkert beslutning kan true centrets eksistens.

Jacob Olsen, ejer af Vojens Speedway Center

Men usikkerheden om hvor mange tilskuere, han kan lukke ind på tribunerne, når grandprixet efter planen køres den 12. september, gør beslutningen, om hvorvidt det overhovedet skal afvikles, til lidt af en omgang russisk roulette.

En forkert beslutning kan true centrets eksistens, erkender Jacob Olsen.

Jacob Olsen skal tage en svær beslutning i løbet af den kommende uge: Skal han opgive håbet om at afholde FIM Grand Prix i september, eller skal han løbe risikoen for, at coronarestriktionerne ikke lempes?
Jacob Olsen skal tage en svær beslutning i løbet af den kommende uge: Skal han opgive håbet om at afholde FIM Grand Prix i september, eller skal han løbe risikoen for, at coronarestriktionerne ikke lempes?

Tilskuertallet er afgørende

De nuværende coronarestriktioner betyder, at der maksimalt må lukkes 500 tilskuere ind på tribunerne. Sidste år samlede begivenheden 15.000 mennesker, da Vojens for første gang i næsten to årtier igen kunne lægge slagger til afviklingen af grandprixet, som er den danske afdeling af verdensmesterskabet.

Men Jacob Olsen tror ikke på, at alle restriktioner bliver ophævet, når vi når frem til 31. august.

Spørgsmålet er, om regeringen holder fast i en øvre grænse på forsamlinger på 500 personer – eller om grænsen bliver hævet, og i givet fald hvor tæt folk må stå på tribunerne.

- Det er afgørende for økonomien i projektet, siger Jacob Olsen.

Stor usikkerhed

Eftersom grandprixet afvikles i september, er Jacob Olsen udelukket fra at søge økonomisk hjælp i de hjælpepakker, som har været gældende hen over sommeren. De udløber sammen med de nuværende coronarestriktioner den 31. august.

quote

Vi ligger jo ”udenfor kategori”, fordi arrangementet er i september, og det er sådan nogle ting, der har været med til at frustrere mig i hele den her situation.

Jacob Olsen, ejer af Vojens Speedway Center

Dermed risikerer Vojens Speedway Center at stå med hele regningen, hvis der ikke kan lukkes tilstrækkeligt mange tilskuere ind til grandprixet.

- Vi ligger jo ”udenfor kategori”, fordi arrangementet er i september, og det er sådan nogle ting, der har været med til at frustrere mig i hele den her situation, siger Jacob Olsen.

Overlevelse i spil

Jacob Olsen har sammen med folketingsmedlem for Venstre, Hans Chr. Schmidt, holdt møde med erhvervsminister Simon Kollerup (Socialdemokratiet), i håb om at opnå forståelse for speedwaysportens udfordringer.

quote

Vi kan ikke afvikle, hvis det kommer til at koste overlevelsen for min virksomhed, og så er vi nødt til at trække stikket.

Jacob Olsen, ejer af Vojens Speedway Center

Han har dog ikke kunnet få svar på, hvor mange tilskuere, han kan forvente at få lov til at lukke ind i september.

- Der er ingen muligheder med ståpladser, som det er nu, og vi ved jo alle sammen, at forsamlingsforbuddet er 500 mennesker. På de vilkår kan vi jo ikke arrangere et grandprix, hvor vi havde 15.000 mennesker sidste år. Så der er lidt udfordringer, hvis jeg skal være helt ærlig.

- Vi kan ikke afvikle, hvis det kommer til at koste overlevelsen for min virksomhed, og så er vi nødt til at trække stikket, for vi har ikke samme faciliteter som superliga i fodbold med tilskuerpladser, hvor folk kan sidde ned, siger Jacob Olsen.

quote

Jeg skylder vores gæster og trofaste fans, at det kan lykkes.

Jacob Olsen, ejer af Vojens Speedway Center

Håber og kæmper

Jacob Olsen regner med, at han i løbet af den kommende uge skal tage den endelige afgørelse, om hvorvidt grandprixet køres eller ej, sammen med rettighedsindehaverne af grandprixserien i England og FIM – det internationale motorcykelforbund.

- Jeg håber og kæmper fortsat. Vi har solgt billetter til arrangementet, og jeg synes, jeg skylder vores gæster og trofaste fans, at det kan lykkes, siger Jacob Olsen.