Grøn omstilling: Vognmand vil gerne - men tør ikke

Vognmand Ole Bang Jensen vil gerne køre mere 'grønt' og skifte diesel ud med biogas eller el af hensyn til miljøet. Men da politikerne endnu ikke har besluttet, hvordan den grønne transport ser ud i Danmark, er det for dyrt at ændre noget.

Ole Bang Jensen har en mindre vognmandsforretning i Haderslev. Han vil gerne nedbringe sine lastbilers udledning af CO2 og lade sin vognpark køre på grøn energi. For ham ville biogas være en nem og praktisk løsning.

- Vi har et stort biogasanlæg her udenfor byen (Haderslev red.), så det ville være både praktisk og 'grønt' at tanke der, fortæller han.

Men han tør ikke lægge om nu.

Det koster mange penge, og da regeringen endnu ikke har meldt ud, hvordan den ser den grønne fremtid for transportbranchen, kan han komme til at kaste investeringer efter en løsning, som ikke bliver fremtiden i Danmark, og på den måde komme til at lide økonomisk tab.

Vognmand Ole Bang Jensen ville gerne benytte f.eks. el til at drive sin kran på lastbilen, men han afventer regeringens udspil på området.
Vognmand Ole Bang Jensen ville gerne benytte f.eks. el til at drive sin kran på lastbilen, men han afventer regeringens udspil på området.
Foto: Jakob Schjødt-Pedersen, TV SYD

Som formand for brancheforeningen Dansk Transport og Logistik (DTL) Region Syd og som bestyrelsesmedlem i hovedorganisationen, ser Ole Bang Jensen meget gerne, at politikerne snart beslutter sig for, om det er miljøvenlige brændstoftyper eller batteridrevne lastbiler, som transportbranchen skal satse på i Danmark.

- Transportbranchen har fokus på problematikken og vil gerne være med til at lave en plan for at nedbringe vores andel af CO2-udslippet, men vi har brug for politikerne snart beslutter sig, siger Ole Bang Jensen.