Haderslev Politi advarer mod chat på nettet

Bekymrede og frustrerede forældre henvender sig dagligt til politiet i Haderslev. De føler, at deres børn er komplet ubeskyttede, når de taler med fremmede på internettet.

SejDreng14 er måske i virkeligheden ikke i nærheden af at være 14 år gammel, selvom han skriver det på internettet. Det er nemlig let at lyve sig til en falsk identitet uden at skulle stå til ansvar overfor nogen. Det kan narre mange unge mennesker, og derfor modtager lokalpolitiet i Haderslev dagligt henvendelser fra unge eller forældre, der ikke ved, hvad de skal stille op mod den moderne netkultur.

Nu rækker Haderslev Politi ud mod forældrene - de håber en større åbenhed om emnet kan hjælpe med at begrænse mange tilfælde af chikane eller trusler over computerskærmen.

Truende adfærd

Vicepolitikommissær Jens Peter Rudebek fra lokalpolitiet i Haderslev fortæller, at netkulturen ofte er tabubelagt i hjemmene, og at de unge mennesker ikke har lyst til at fortælle deres forældre, hvad de laver på internettet. Men det bør de gøre.

- Når man bliver opfordret til at sende nøgenbilleder af sig selv eller den pågældende sender nøgenbilleder af sig selv, så begynder det at køre ud af et spor, hvor man bør tale med sine forældre om det. Der kommer de unge typisk i et afhængighedsforhold, hvor der bliver sendt billeder frem og tilbage, og hvor de føler, de ikke kan komme ud af det igen. Og hvis de så endelig springer fra, så bliver modparten i den anden ende truende.

Jens Peter Rudebek fortæller også, at de anklager, der er indgivet, ofte har vist frem til personer, der i forvejen var kendt af politiet. Politiet kan dog først gøre noget ved sagen, når straffeloven er blevet brudt, og det sker heldigvis i de færreste tilfælde. Han efterlyser dog en større bevågendhed fra forældrene.

- Jeg kunne godt tænke mig, at den omsorg, der kommer fra forældrene, når de unge først er kommet ud af et sidespor, og har afgivet råbet om hjælp, havde været der længe før. Jeg håber, det kan blive legalt at tale om nettet før skaden er sket.