Haderslev puster nyt liv i hjemmeside

Haderslev Kommune har fået ny hjemmeside, der skal fokusere på selvbetjening og være nemmere for borgere og virksomheder at bruge.

- Der er nok ikke nogen, der er i tvivl om, at udviklingen i kommunerne går mod digital selvbetjening. Det er naturligvis også en del af Haderslev Kommunes strategi, og med denne nye hjemmeside, har vi nu en elektronisk platform, der er klar til at tage den udfordring op, fortæller borgmester Jens Christian Gjesing, Soc. dem.
 
Arbejdet med den nye hjemmeside har været en længere proces, der startede for et lille års tid siden med de første undersøgelser af, hvor det var muligt at forbedre haderslev.dk. Undervejs har Haderslev Kommune blandt andet benyttet sig af fokusgrupper, hvor helt almindelige og tilfældigt udvalgte borgere i kommunen har svaret på, hvad der fungerede og ikke fungerede på den gamle såvel som den nye hjemmeside.

Senest har Haderslev Kommune præsenteret en digital flytteløsning, hvor kommunens borgere kan melde flytning, skifte læge og melde adresseændring til posthuset. En løsning der ifølge borgerservicechefen på sigt kan give et stort udbytte, fordi den henvender sig til alle borgere, der skal flytte, men også fordi mange unge flytter, og de efterspørger netop de digitale løsninger.