Haderslev: Rygtet om vores død er overdrevet

Haderslev er én af de byer, der er truet af voldsom butiksdød ifølge ny rapport. Men byens handlende nægter at tro på dommedags-profetier.

- Jeg tror ikke en døjt på, at Haderslev ikke eksisterer som handelsby i 2030, og vi vil gøre alt for at undgå at havne i dén kategori.

Så klar er reaktionen fra Orla Bryld Mortensen, som er formand for Haderslev Butikker, ovenpå de dystre forudsigelser, som sætter Haderslev på listen over byer, der risikerer at miste status som handelsby i 2030.

Men selvom afvisningen er klar, så er formanden for Haderslev Butikker dog helt på det rene med, at internethandel er en stor trussel mod mange fysiske butikkers eksistens.

quote

Jeg kan ikke se en verden for mig, hvor så mange byer ikke har et handelsliv. Det vil være utroligt trist.

Orla Bryld Mortensen, formand, Haderslev Butikker

- Det er klart, at vi er nødt til at gøre noget aktivt for at forhindre, at de scenarier, Institut for Center-Planlægning ridser op, bliver til virkelighed.

Orla Bryld Mortensen anerkender, at internethandlen er voksende og at tendensen formentlig vil fortsætte.

- Men det, vi kan gøre, er at gøre os så lækre, at folk vælger at komme ind i byen for at købe ind. Vi er nødt til at tænke ud af boksen, og gøre dét at komme i byen til en event i sig selv, siger Orla Bryld Mortensen.

Han peger også på muligheden for at butikker går sammen om lejemål for at spare husleje.

- Man kunne for eksempel forestille sig en café, en dametøjsbutik og et antikvariat på samme lejemål, siger han til TV SYD.

På samme måde mener formanden for Haderslev Butikker, at små og enkeltstående butikker kan overveje at gå sammen om at oprette online-platforme, så de også er til stede på nettet.

- Vi er nødt til at gøre noget. Jeg kan ikke se en verden for mig, hvor så mange byer ikke har et handelsliv. Det vil være utroligt trist, siger Orla Bryld Mortensen til TV SYD.